Bogen til min datter – bliver bogen til børn og børnebørn
Min datter forærede mig til jul – altså for 5 år siden ! – en bog med titlen: “FAR FORTÆL – Giv dine erindringer videre”.
125 sider med vel 300 spørgsmål til besvarelse og med plads til indsættelse af billeder eller hvad der kunne være med til at fortælle min historie.
Indholdet satte tankerne i gang. Det er i grunden meget lidt børn reelt kender til indholdet i forældrenes arbejdsdag. Og selv om vores børn har haft lejlighed til at være på kombinerede forretnings- og turistrejser til bl.a. USA, Rusland, Cypern, Schweiz mv. er det nok alligevel et begrænset indtryk de reelt har fået.
Et fantastisk liv – og helt sikkert ikke helt almindeligt
Mit krøllede sind fik hurtigt problemer med at besvare de mange spørgsmål. Det syntes som om spørgsmålne kørte i ring, så jeg besluttede at gå i gang på computeren i stedet.
Jeg besluttede yderligere at stoppe fortællingen omkring år 2005-2008. Mit arbejdsliv sluttede omkring 2006. Vores søn Robert var flyttet hjemmefra og blev gift i 2007. Og Pia, som havde sat hele projektet i gang sluttede på gymnasiet i 2008, flyttede på Skovdalsvej, startede sit studie på Uni. Sammenfaldene passede fint med at afslutte bogen dér.
I skrivende stund er jeg vel 2/3-del færdig og har kontakt til et lille beskyttet kopiværksted, som er klar til trykning når jeg er klar med skrivning.
Pia har givet grønt lys til at bogen bliver til både Robert, hende selv og deres børn / vores børnebørn, som jo ved endnu mindre om deres bedsteforældres liv udenfor fødselsdagenes og højtidernes sammenkomster.